7 gode råd til jobsamtalen

Skal du forberede dig til en jobsamtale inden for IT eller ingeniørbranchen? Vi har lavet en guide med syv gode råd, som der kan hjælpe dig med at få en succesfuld jobsamtale – uanset om du er AI-udvikler, IT-sikkerhedsspecialist, konstruktionsingeniør, El ingeniør, projektleder eller skal til en jobsamtale til din første lederstilling.

1. Forbered din introduktion

De første fem minutter af jobsamtalen er afgørende for at skabe et godt førstehåndsindtryk hos en kommende arbejdsgiver. Tænk over, hvordan du vil præsentere dig selv kort og præcist: Hvad laver du i dag? Hvorfor er du interesseret i rollen? Og hvem er du som person uden for arbejdet? Øv dig, så du fremstår naturlig og selvsikker til din jobsamtale

2. Sæt dig grundigt ind i rollen

Læs stillingsopslaget eller jobspecifikationen igennem flere gange inden din jobsamtale, og tænk over, hvordan dine tidligere erfaringer og kompetencer matcher de krav, der stilles. Det er en fordel, hvis du har sat dig ind i virksomheden på forhånd, herunder deres værdier og kultur, så du kan præsentere relevant erfaring og kompetencer, der matcher virksomheden. Identificér områder, hvor du skiller dig ud, og vær klar til at uddybe dem, når du er inde til din jobsamtale. Tilpas din præsentation til den specifikke stilling ved at fremhæve de kvalifikationer og erfaringer, der er mest relevante for jobbet.

3. Underbyg dine styrker med konkrete eksempler

Det er ikke nok at fortælle, hvad du er god til – du skal også kunne bevise det. Forbered konkrete eksempler fra din hverdag eller tidligere roller, hvor dine styrker har gjort en forskel, som du kan henvise til ved din jobsamtale. Det gør dine kompetencer mere troværdige og levende.

4. Lyt og giv dig tid til at reflektere

En jobsamtale er ikke en eksamen. Det er okay at tage et par sekunder til at tænke, før du svarer, eller gentage spørgsmålet for at vinde lidt tid. Det viser, at du reflekterer og tænker over dine svar.

5. Vis oprigtig interesse

Jobsamtalen handler ikke kun om at sælge dig selv, men også om at vise, at du er interesseret i virksomheden og rollen. Forbered et par relevante spørgsmål, du kan stille undervejs eller til sidst i samtalen – fx om samarbejdet i teamet, virksomhedens værdier, eller hvad der skal til for at få succes i rollen. Det er en god idé at du stiller spørgsmål til jobsamtalen, da det signalerer engagement og nysgerrighed.

Det er derfor en god idé at lave grundig research omkring virksomheden samt virksomhedens kultur på forhånd. Forbered gerne nogle spørgsmål om virksomheden for at vise din interesse og nysgerrighed til virksomheden.

6. Forbered dig på relevante spørgsmål

Arbejdsgiveren kan stille spørgsmål om dine styrker og svagheder, fejl du har begået, faglige og personlige kompetencer, eller hvad der motiverer dig. Vær ærlig, men fokusér på, hvordan du lærer af dine udfordringer og bruger dem som en mulighed for udvikling.

7. Afslut stærkt

Når samtalen er færdig, så sørg for at afslutte den med selvtillid og en kort opsummering af, hvorfor du er et godt match til rollen. Udtryk også din taknemmelighed for muligheden og din fortsatte interesse for stillingen og de nye udfordringer det måtte bringe.

Husk, at en jobsamtale er en dialog – ikke en monolog. Den bedste forberedelse er at kende dine egne styrker og præsentere dem på en måde, der passer til rollen og virksomheden. Samtidig kan det styrke din profil, hvis du viser refleksion omkring dine udviklingsområder, hvordan du kan bidrage til rollen og virksomheden. Dette viser både dybde og modenhed i din tilgang.

Hvis du følger disse råd og forbereder dig grundigt, står du stærkere, når du skal til samtale hos den potentielle arbejdsgiver og får bedre mulighed for at vise dit potentiale. Virksomheden lægger vægt på både dine personlige og faglige kompetencer, da begge dele er afgørende for, om du passer ind i teamet.

Held og lykke med din kommende jobsamtale!

Kontakt os

Freja Heltborg

Freja Borre Bøbel

Recruitment Manager

 

+45 30 45 10 18