Senior BI Developer

Dansk Sundhedssikring / Fuldtid

Slået op: 08.09.2026

Vil du være med til at udvikle dataplatformen hos Danmarks største udbyder af sundhedsforsikringer?

Hos Dansk Sundhedssikring får du som Senior BI Developer en central rolle i drift og videreudvikling af virksomhedens dataplatform i Microsoft Fabric. Data spiller en central rolle i forretningen, og du bliver derfor en vigtig del af den fortsatte udvikling mod en endnu mere datadrevet organisation.

Du kommer til at arbejde på tværs af hele dataplatformen – fra forståelse af kildesystemer og forretningsprocesser til dataindlæsning, transformation, dimensionel modellering, semantiske modeller, deployment, overvågning og stabil drift.

Du bliver samtidig en vigtig faglig sparringspartner for både teamet og forretningen. Rollen kombinerer teknisk tyngde med stærk forretningsforståelse, og du får reel mulighed for at præge den tekniske retning og bidrage til beslutninger om arkitektur, standarder og skalerbare dataløsninger.

En rolle hvor teknik møder forretning

Som Senior BI Developer bliver du en del af BI-teamet, der består af fire kolleger med forskellige erfaringsniveauer og kompetenceprofiler. Teamet er en del af en samlet IT-afdeling på omkring 40 medarbejdere inklusive eksterne konsulenter.

Teamet arbejder med Dansk Sundhedssikrings dataplatform i Microsoft Fabric og har ansvar for løsninger på tværs af hele BI- og dataværdikæden. Der arbejdes kodebaseret med blandt andet PySpark, T-SQL, Git og Azure DevOps samt med dimensionel modellering og semantiske modeller.

En afgørende del af rollen er kombinationen af teknisk arbejde og dialog med forretningen. Du skal ikke blot kunne udvikle løsninger, men også forstå, hvorfor de skal udvikles, og hvilken værdi de skal skabe. Du forventes derfor selvstændigt at opsøge relevante stakeholders, afdække deres behov og omsætte overordnede eller endnu ikke fuldt definerede ønsker til konkrete krav og dataløsninger.

Rollen forventes overordnet at være fordelt cirka 50/50 mellem teknisk arbejde og dialog med forretningen.

Dine primære arbejdsopgaver

Du kommer blandt andet til at:

  • udvikle Dansk Sundhedssikrings dataplatform i Microsoft Fabric, herunder dataprodukter og dimensionel modellering
  • overvåge dataplatformen samt identificere, analysere og løse drifts-, data- og performanceproblemer
  • bidrage til CI/CD ved hjælp af Git og Azure DevOps
  • samarbejde med forretningen og IT om analyse af kildesystemer, forretningsprocesser og databehov
  • deltage i projekter og initiativer vedrørende nye anvendelser af data, analyse og AI
  • bidrage til dokumentation, datakvalitet, vidensdeling og faglig sparring i teamet.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har minimum fem års relevant erfaring inden for Business Intelligence, Data Engineering eller Data Warehousing.

En relevant videregående uddannelse inden for IT, data, økonomi eller tilsvarende er en fordel, men din konkrete uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Praktisk erfaring og dokumenterede faglige kompetencer vægter højere.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • har stærke kompetencer i PySpark og T-SQL
  • har praktisk erfaring med Microsoft Fabric eller som minimum et solidt kendskab til platformen og moderne cloudbaserede dataplatforme
  • har stærk erfaring med ETL/ELT, Data Warehouse-arkitektur og dimensionel modellering
  • har erfaring med dimensionelle modeller, herunder facts/dimensioner og historikhåndtering
  • har forståelse for tabular-/semantiske modeller og DAX
  • har en holistisk end-to-end forståelse af dataplatformen og sammenhængen mellem kildesystemer, pipelines, datamodeller, semantiske modeller og rapportering
  • har erfaring med fejlsøgning, overvågning, performanceoptimering og stabil drift af dataløsninger
  • har stærk forretningsforståelse og kan afdække behov og omsætte forretningsprocesser til tekniske dataløsninger
  • kommunikerer professionelt på både dansk og engelsk.

Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med Git og Azure DevOps, Power BI samt interesse for AI-understøttede udviklingsmetoder og værktøjer, herunder agentic coding.

Brancheerfaring er ikke et krav. Erfaring fra sundhedsforsikring er et stort plus, mens erfaring fra den øvrige forsikringsbranche, arbejde med sundhedsdata, den finansielle sektor eller andre datatunge abonnementsforretninger også kan være relevant.

Herudover forestiller vi os, at du:

  • arbejder pragmatisk, struktureret og løsningsorienteret og formår at tænke både forretning og teknik
  • er udadvendt, opsøgende og komfortabel med selv at tage dialogen med stakeholders
  • arbejder selvstændigt, men samtidig er en udpræget holdspiller, der hjælper dine kolleger og bidrager konstruktivt
  • er proaktiv og trives i en virksomhed og et team i konstant bevægelse, hvor prioriteringer kan ændre sig.

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø

Dansk Sundhedssikring er med mere end 600.000 forsikrede kunder Danmarks største udbyder af sundhedsforsikringer. Virksomheden har mere end 300 medarbejdere og er ejet af Topdanmark, som er en del af If Forsikring.

Som Senior BI Developer bliver du en del af et BI-team på fire kolleger. Rasmus Høher-Larsen leder teamet med en dialogbaseret og demokratisk tilgang, hvor der lægges vægt på, at udviklerne bidrager med faglige input og tager del i beslutninger – herunder også arkitekturmæssige valg.

Teamet arbejder hybridt, og selvstændighed er derfor vigtig. Samtidig prioriteres det sociale fællesskab, blandt andet gennem kvartalsvise teamaktiviteter. Kulturen i Dansk Sundhedssikring er uformel og præget af respektfuld kommunikation, tæt samarbejde og kort vej fra idé til handling.

Gode udviklingsmuligheder

Hos Dansk Sundhedssikring får du mulighed for at bringe din erfaring i spil og være med til at præge udviklingen af dataplatformen og de tekniske beslutninger omkring den.

Samtidig understøtter Dansk Sundhedssikring både faglig og personlig udvikling gennem relevante kurser og uddannelser.

Vi glæder os til at høre fra dig

Rekrutteringsprocessen varetages af Capax Recruitment på vegne af Dansk Sundhedssikring. Ved spørgsmål vedr. stillingen kan du kontakte Rikke Hummelmose på rmi@capaxrecruitment.com.

Ansøg gennem ansøgningslinket her på siden.

Segment: IT
By: Herlev
Region: Hovedstaden
Status: Aktuelle stillinger
Virksomhed: Dansk Sundhedssikring

Apply for this position

Allowed Type(s): .pdf, .doc, .docx